Et øjebliksbillede af Karlas liv som fotograf

Jeg elskede at fange skønhed, og fotografering gik hurtigere end skitsering

Karla Darocas taler med My Guide Alicante om sin kærlighed til fotografering.

Først og fremmest vil jeg gerne fortælle dig, at jeg er født og opvokset i Canada. Jeg blev gift med en spanier, og jeg elsker at bo og være her i Spanien. Jeg er taknemmelig over for Spanien på mange måder, især kunstnerisk.

Da jeg blev opdraget på landet, omgivet af natur og søde små vilde dyr, var jeg altid interesseret i skønhed. 

Bedstefar lærte mig at kigge ud af vinduet og finde et hjørne af skønhed og prøve at skitsere det. Han viste mig, hvordan jeg kunne se den enkelthed, der fik mig til at smile. Og sammen prøvede vi at skitsere det ud. For at manifestere skønheden og lade den gøre os endnu gladere.

Fotografering: Jeg havde enhver slags kamera i min opvækst. Jeg elskede at fange skønhed, og fotografering gik hurtigere end skitsering.

Da jeg var 16 år, lavede jeg noget reportagearbejde for min hjembyavis. Aftalen var, at jeg skulle tage billederne til at ledsage en skriftlig rapport. I modsætning til i dag med digitale kameraer fik jeg udleveret én filmrulle - 12 billeder. Jeg skulle være hurtig med skuddene, især på den lokale isarena, hvor det ugentlige hockeyhold spillede deres kampe, hjemmedyrkede sportsbegivenheder - hockeyaften i Canada.

Jeg skulle også tage gode portrætbilleder så hurtigt som muligt - igen af unge ishockeyspillere med drømme i øjnene om en dag at spille for de store ligaer.

Min udgiver på det tidspunkt fortalte mig, at det var billederne, der solgte aviserne hver uge - da alle de lokale familie og venner kunne se deres unge i deres søde ishockeyudstyr og have det “fornøjede” øjeblik.

Det fik mig helt grebet af fotografering, og det fik mig også til at tænke over kraften i det visuelle billede - som en undersøgelse af den menneskelige tilstand. 

Efter gymnasiet i min lille by begav jeg mig ud i den store by for at dygtiggøre mig yderligere og hænge ud. Jeg tilmeldte mig en modedesignkursus, der inkluderede fotografering og journalistik. Det fungerede for mig - modedesignere og modeller elskede at få taget billeder af sig og lod mig interviewe dem.

Derefter åbnede jeg min første virksomhed, en modedesignbutik, og efter et par år indså jeg, at det ikke var sjovt at miste penge, og at jeg var dum, når det kom til forretning og at være iværksætter.

Så fandt jeg ud af en måde at komme ind på et stort universitet, hvor jeg kunne få alle svarene på mine spørgsmål og overleve lidt bedre i vores økonomiske verden. 

På dette universitet dykkede jeg dybt ned i Fine Arts & Film Honours-programmet, og på en underlig måde opdagede jeg de spanske mestre. Her var 500 års visuelt sprog, historier, historie, innovation, politik, alt sammen pakket ind og vel dokumenteret.

For at hjælpe med at betale min undervisning aftalte jeg med lederen af Fine Arts-afdelingen at få nogle af mine gebyrer byttet, hvis jeg underviste i et kursus i fotografering og mørkerumsteknikker. Jeg tilbragte det næste år i mørke med elever, der testede min vilje. Men, jeg overlevede.